Library of Congress (LC-DIG-ppmsca-35727)
Modstander af neutralitet
Som USA’s præsident søgte Theodore Roosevelt at øge USA’s internationale gennemslagskraft. Med henblik herpå sikrede han Panamakanalen ved at hjælpe colombianske oprørere (1904), forhandlede fredsbetingelser for at afslutte den russisk-japanske krig (1905) og sendte USA’s spritnye Great White Fleet ud på en toårig tur rundt i verden for at demonstrere USA’s magt (1907-9).
Efter at have byttet Det Hvide Hus ud med sit hjem på Sagamore Hill i 1909 brændte Roosevelts ønske om at lede stadig. Han stillede op som kandidat for et tredje parti i 1912. Kampagnen mislykkedes, hvilket efterlod ham med ødelagte venskaber og dårligt blod med republikanere, som havde støttet Taft. Den republikanske splittelse gjorde det muligt for demokraternes Woodrow Wilson at overtage præsidentposten. Mens Roosevelt stadig var fuld af ideer og meninger, især om en præsident, som han sjældent var enig med i 1914, erkendte han, at “det er helt tydeligt, at størstedelen af vores folk er hjerteligt trætte af mig”. Netop som verden faldt ned i kaos og krig det år, oplevede Roosevelt, at hans indflydelse blev til afmagt.
Langt væk fra Det Hvide Hus og den magt i præsidentembedet, som engang var hans, mente Roosevelt, at Amerika skulle forberede sig på krig – træne tropper og gøre flåden klar – selv om nationen ikke var direkte involveret i kampen. Præsident Wilson foretrak at holde Amerika neutralt og overlade en europæisk konflikt til europæerne, idet han erklærede: “Der findes en ting som en mand, der er for stolt til at kæmpe”. Roosevelt mente, at neutralitet ville mislykkes, efterhånden som krigen udviklede sig. Efter at tyskerne havde sænket RMS Lusitania den 7. maj 1915, betragtede Roosevelt USA’s manglende engagement som “ubegribeligt.”
For Roosevelt lignede neutralitet “en ligegyldig passivitet”. Han kritiserede åbent Wilson over for alle, der ville lytte. Selv om han stadig havde tilhængere, blev Roosevelts idéer hørt af færre og færre mennesker, jo længere han kom væk fra præsidentposten. Wilson havde for sin del lært, at “… den bedste måde at behandle hr. Roosevelt på er ved ikke at tage notits af ham. Det knuser hans hjerte og er den bedste straf, der kan gives.”
Wilson blev endelig tvunget til at ændre sin holdning, efter at tyske ubåde regelmæssigt angreb amerikansk skibsfart i begyndelsen af 1917. Wilson anmodede kongressen om en krigserklæring, og kongressen forpligtede sig den 6. april 1917. Mobiliseringen lod dog vente på sig, da Wilsons ønske om at undgå en konflikt var kombineret med en uvilje til at forberede sig på krig. Roosevelt havde hele tiden været fortaler for sådanne forberedelser, og nu syntes nationen endelig at være ved at komme på banen. Da krigen var nært forestående, så Roosevelt muligheder.
Skriv et svar